Nye ejere af Faaborg Camping og Pandekagehuset Faaborg
Vi, Rasmus Kjærulff og Frederikke Post er de nye ejere af Faaborg Camping og den tilhørende café, Pandekagehuset Faaborg. Vi overtager både campingplads og café efter Rasmus’ forældre, Lone og Torben Kjærulff, der har ejet og drevet Faaborg Camping siden 2001 og i 2020 startede Pandekagehuset Faaborg.
Ejerskifte pr. 1. april 2025
Den 1. april 2025 overdrager Lone og Torben Kjærulff nøglerne til Faaborg Camping og Pandekagehuset Faaborg til deres yngste søn og svigerdatter, Rasmus Kjærulff og Frederikke Post. Efter 24 år har Lone og Torben valgt at give stafetten videre til os, men det betyder ikke et farvel til de nu tidligere ejere. De vil fortsat være en del af den daglige drift og hjælpe os godt i gang med vores nye tilværelse som lejrchefer og caféejere. Sammen vil vi fire drive både campingplads og café videre med det nærvær og den naturskønne atmosfære, som Lone og Torben har skabt.
De nye ejere
Vi er begge ægte faaborgensere – født og opvokset i byen, hvor vores familier bor. Vi har dannet par i 10 år og venter vores første barn til sommeren 2025. Vi har begge af flere perioder arbejdet hos Lone og Torben og kender derfor både campingpladsen, caféen og mange af de faste gæster.
Rasmus er uddannet inden for salg og marketing, mens Frederikke er sygeplejerske og sundhedsadministrativ koordinator. Vi er meget stolte af at skulle føre Lone og Torbens livsværk videre og vi glæder os til at drive en virksomhed, hvor vi føler os hjemme og kan se en fremtid sammen i mange år.
Planer for campingpladsen og caféen
Selvom vi har mange drømme og idéer for både campingpladsen og caféen, ønsker vi at videreføre driften i samme ånd og stil, som Lone og Torben har gjort. Med en nærværende og personlig tilgang til både gæster og ansatte håber vi at kunne bidrage til de mange traditioner og minder, som vores gæster forbinder med Faaborg Camping.
Vintercamping vender tilbage
Som noget nyt åbner Faaborg Camping op for vintercamping. Efter en årrække uden vintercamping bliver det fra vintersæsonen 2025 igen muligt at campere og overnatte på pladsen. Vintercamping har en helt særlig stemning, som vi brænder for at indføre. På hjemmesiden kan i inden længe se alle informationer om vintersæsonen og booke online.
Invitation til reception lørdag d. 05.04.2025
I anledning af ejerskiftet inviterer vi alle gæster, samarbejdspartnere og familie til en uformel reception den 05.04.2025 kl. 13-17 i Pandekagehuset. På dagen vil der blive serveret lidt let at spise og drikke, og der vil være mulighed for at hilse på både de nye og de tidligere lejrchefer.
Vi glæder os til at se gæster, samarbejdspartnere, venner, familie og bekendte fra nær og fjern. Hvis du/I ønsker at deltage, vil vi meget gerne høre fra jer, så vi ved, hvor meget kaffe og kage vi skal forberede.
For spørgsmål eller yderligere information, kontakt Faaborg Camping på tlf. +4530607794 eller e-mail info@faaborgcamping.dk.
